
Introduktion
Temaet for case 2 var, at vi skulle lave et online magasin med mindst 3 artikler, hvor målgruppen var vores medstuderende. I modsætning til de andre projekter, var dette et individuelt projekt. Der blev lagt meget vægt på formidlingen af information på websitet, tidsstyring og at skabe et visuelt designunivers til magasinet.
Om Produktet
Til mit projekt havde jeg valgt at lave et magasin, der var lavet af musikere til musikere. Musikere og studerende har det tilfælles, at deres ressourcer er små. Derfor skulle magasinet guide unge musikere gennem den jungle, som forretningssiden af musikbranchen er, på den mest effektive og billigste måde muligt. Da forretningsdelen af musikbranchen kan være meget tørt, var det vigtigt at websitet kunne inspirere målgruppen. Jeg skabte et visuelt designunivers, hvor farvetemaet var blå, mørkegrå og hvid. Derudover anvendte jeg mange store billeder, hvor jeg blandt andet brugte billeder fra mit eget bands største koncert på Train i Aarhus. Disse billeder brugte jeg til at skabe inspiration for andre musikere, da det jo er drømmen for mange musikere – at stå på store scener foran et stort publikum. Websitet var også nemt at navigere, og formidlingen af information, var også noget jeg havde lagt meget vægt på. Derudover var websitet også nogenlunde responsivt, så det virkede på både mobil, tablets og computere.
Refleksion
Til dette projekt havde jeg en ret omfattende designproces, hvor jeg især lagde vægt på logoet, sloganet og magasinets visuelle identitet. I hver fase af processen inddrog jeg mine medstuderende, fortalte dem om min ide med hele magasinets formål, og hvad der passede bedst til det formål. I forhold til navnet stemte de fleste på ”Muse” og ”In Tune”, hvor jeg herefter lavede forskellige logoer og slogans til begge navne. Derefter interviewede jeg dem igen, hvor det klare valg her var ”In Tune” på grund af en af de logoer, jeg havde lavet til det navn. Jeg tog det bedste fra begge ideer, da flere af dem stemte på det slogan, jeg havde lavet til ”Muse”: ”Din kilde til inspiration”. Inden jeg gik over i Photoshop for at lave det endelige logo, prøvede jeg først at skitsere endnu flere variationer af logoet, for at være sikker på, at jeg havde fat i det rigtige. Da jeg lavede det endelige logo i Photoshop, lavede jeg først 7 variationer med forskellige skrifttyper, hvor jeg herefter kombinerede de forskellige skrifttyper til at lave 4 nye variationer af logoet. Til sidst valgte jeg det bedste og endelige logo, hvor jeg tilføjede nogle subtile effekter som satin og drop shadows. Gennem denne proces lærte jeg, hvor vigtig en design proces kan være for et projekt.
Det endelige produkt jeg afleverede, var langt fra det produkt jeg havde planlagt. Ikke fordi jeg ikke kunne bringe min vision til virkelig, men på grund af dårlig tidsstyring, hvilket resulterede i at produktet kun havde tre sider. Det jeg nåede at lave, var jeg dog godt tilfreds med. Designet og opbygningen af websitet blev som jeg havde tænkt det i design processen, og i de wireframes jeg havde lavet. Der var et godt samspil mellem temaet, navnet, logoet, sloganet og generelt det designunivers, som jeg havde skabt på websitet. Derudover lærte jeg også meget af at kode websitet så det blev responsivt, hvilket jeg gavnede meget af i case 3.
Til projektet havde jeg egentlig lavet en arbejdsplan på Trello, men da jeg brugte alt for meget tid på min daværende flytning, overholdte jeg ikke tiderne til de forskellige opgaver. Dette gjorde et projekt, jeg var meget investeret i, til et projekt der bare skulle overstås. Derfor var den store lektie, som jeg lærte i dette projekt, at jeg skulle blive bedre til tidsstyring.